Anne Leonora Blaakilde

"SÅN ER DET BARE"

Konstruktionen af generation som "andethed" belyst ved hjælp af sproglig analyse af stilistiske betydningsmarkører

Begrebet generation er, ligesom alder, en kategori, der er kulturelt konstrueret, men vi kan have brug for kategorier for overhovedet at kunne sige noget om noget. I min undersøgelse af oldemødre på en lille dansk ø med 100 indbyggere kunne generationsbegrebet erstattes af andre, ligeså sigende - eller intet-sigende kategori-betegnelser som for exempel urban-rural eller ung -gammel. Det drejer sig nemlig ikke blot om den kulturelle kategori, men navnlig om dens "implikationer", som Kirsten Hastrup er blevet berømt for at sige. Betegnelserne ung-gammel er de ord, oldemødrene selv bruger i deres kulturelle kategoriseringer; ordet "generation" benytter de sig ikke af, udover i slægtsmæssig sammenhæng. Jeg vil derfor heller ikke anvende ordet generation i det følgende, men derimod aldersbetegnelserne ung-gammel for at følge de spor, oldemødrene selv lægger ud.

Ord er det vigtigste redskab vi har til at forstå hinanden, ordene og den måde, de sættes sammen på, er grundlaget for den narrative analyse; det er ofte bag ordene, vi finder de kulturelle implikationer. Det er nødvendigt for mig at tage udgangspunkt i de begreber, mine informanter gør brug af; ikke fordi det gør mig i stand til at se objektivt ind i andre mennesker, (det gør det ikke) men derfor kan jeg godt gøre mig umage for at forstå dem så godt som muligt ud fra den indsigt i deres liv, som de vælger at lægge frem for min tolkning.

Ordet "generation" rummer så mange konnotationer for mig og den kultur, jeg tilhører, at det ville være helt forkert at overføre det på oldemødre på en lille dansk ø. Der er altså tale om to forskellige kulturer i mødet mellem mig og oldemødrene på øen, i opfattelserne af begrebet "generation". Men hvori består forskellen nærmere mellem disse; mellem oldemødrene og mig?

Jeg kunne foreslå mange forskelle; men analysen af interviewene viser, at kategorierne "ung-gammel" er begreber, som de gamle kvinder selv giver betydning i deres opfattelse af verden. Begreber med dybe implikationer. Her repræsenterer jeg en mod-kultur i deres øjne, og uden at bruge plads på en udredning af begreberne "andethed" og "fremmedhed" vil jeg vise, hvordan jeg i den sproglige analyse kan gøre brug af netop denne "andethed", som kommer så tydeligt til udtryk i kvindernes måde at tale til mig på. I mødet med mig, som repræsentant for "andetheden" bliver deres sprog markeret på en særlig måde, og for mit vedkommende er mødet med dem en mulighed for at opdage sproglige fællestræk hos de ældre kvinder på øen; altså udtryk som for dem er hverdagslige, men i deres særegenhed også er markører for kulturel betydningsdannelse. Det vil sige, at forskellen mellem mit og deres sprog, samt fællestrækkene i deres indbyrdes sprog giver mig narrative fortolkningsmuligheder for at sige noget om kvindernes opfattelse af alderskategorier og kulturelle implikationer knyttet hertil. Sproglig og kulturel "andethed" og narrativ fortolkning er således udgangspunktet for den følgende analyse.

Jeg tilbragte to somre på øen og gik rundt og snakkede med kvinderne. De udsnit, jeg vil trække frem, er fra interview med tre ældre kvinder: Maren, 87 år, Sigrid, 71 år og Emma, 86 år. De er alle født på samme lille ø, hvor de har levet hele deres liv, Maren og Sigrid som bondekoner, Emma som husmor, forretningsindehaver mm. Interviewene var praktisk talt ustrukturerede; jeg ønskede at vide noget om deres livshistorier; men kun i den rækkefølge og udtrækning, de havde lyst at fortælle, og jeg ønskede desuden at få viden om deres opfattelser af slægtsforhold og det at være gammel i nutiden, relateret til deres indtryk fra fortiden.

De citater, jeg har valgt, stammer alle fra det allerførste møde, jeg havde med de tre kvinder; altså indtryk af den umiddelbart første kontakt mellem mig og dem. - Vi har som regel talt lidt sammen, før jeg hiver båndoptageren frem, men ikke ret meget.

Det første er et lidt længere udsnit af mit første møde med Maren; jeg ønsker her at præsentere almindeligheden i samtalen, hvordan Maren selv får lov at styre og strukturere den, hvilket gør indholdet noget springende. Før båndoptageren tændes har Maren fortalt mig, at hun nåede at holde guldbryllup med sin mand før han døde for 20 år siden, samt at hun har to veninder på samme alder på øen; Emma og Anna.

Anne: Dig og Emma og Anna; har I kendt hinanden lige siden I var børn så?
Maren: Ja.
Anne: I er alle tre vokset op her?
Maren: Ja. Vi er øboere! Jeg er nede fra den gård dernede. Min søn han arbejder inde [på fastlandet] og det gør hans kone og.. hun arbejder på sygehuset. Så de er her kun i weeken- der, sån.
Anne: Men de har gården alligevel?
Maren: Ja, men de har jo ingen dyr. Og så havde jeg en bror, der boede her i det lille hus, du kommer forbi her. Da han døde, så havde de altså,.. de havde købt det hus, og det har de så.. ja pyntet op eller gjort ved.. og nu bor der altså feriegæster i det.
Anne: Nu lejer de det ud?
Maren: Ja. Jeg ku da se, der var nogen herinde.. Så jeg syns egentlig det er sån en lille kønt hus, når vi ser på gamle huse.
Anne: Så har du din søn tæt på egentlig.
Maren: Ja når han er her. (latter) Ja når han er her! Ja, du var jo ovre ved Sigrid i går. Det er jo min svigerinde.
Anne: Ja, I ser jo osse noget til hinanden.
Maren: Ja hun er jo fra [den anden ende af øen], så hun har jo været her altid.. men eh.. Emma og Anna og jeg vi er..barnefødt herovre så.. vi er øboer!
Anne: Kalder I det øboer når I kommer fra [den her ende af øen] men ikke fra [den anden]?
Maren: Jo, vi er øboere alle sammen. Men da var det mere en ø for sig, [derovre]. Før at dæmningen blev lavet. Men vi har dog haft mejeri i [den anden ende] - og købmand. Og her har vi haft mejeri og to købmænd!
Anne: Det er utroligt!
Maren: Ja, er det ikke utroligt? Og i dag ka der dårligt leve en købmand her. Men det ka vi jo egentlig godt forstå,,.. gamle mennesker skal jo ikke bruge det.. førhen var der jo folk på gårdene, de sku jo bruge meget mere i husene og med alting for det de arbejdede jo, og...
Anne: Ja og så har der været flere mennesker?
Maren: Ja, det var der jo. Da var de.. vores gamle bedsteforældre, de blev osse på gårdene, ikke, så der var min far og mor og der var karl og pige.. og vi var jo mange, til bords. (latter)
Anne: Var det derovre, hvor du blev født?
Maren: Det var herinde.
Anne: Er det ikke en stor gård?
Maren: Der er bygninger nok, men det er ingen stor gård. Det har det jo aldrig været. Men det mente vi jo før, at der var nok af det, ikke. I dag ska de jo ha en grusom masse, for at kalde det en stor gård.
Anne: Hvor meget jord har der hørt til da du var barn?
Maren: Der var vel en 24-25 tønder land. Det kaldte vi det jo dengang. Mere var det jo ikke. Men dette her, hvor jeg bor, der var vi jo kun 9 tønder land! Og det ku vi osse leve af, vi havde dog 3 børn! så det.. Men så var det altså vi havde krigen, og da kom min mand hen og skar tørv. Da måtte vi jo se at få noget af fyre ved. Og da tjente han jo lidt ved siden af. Det var i Korshavn. Der var sån nogle store tørvemoser. Hvor de gravede tørv.
Anne: Så han ku sælge af det?
Maren: Nej, det var til øens beboere jo. At folk de ku få noget at fyre med. Det var jo ikke så godt (fnis) men eh.. det brugte vi jo, vi havde jo kakkelovn.. Vi havde jo da ikke den her hvide-kolde varme, de har i dag, jeg ku såmænd godt li den hyggevarme fra en kakkelov, det er en egen atmosfære.
Anne: Men du har ikke en kakkelovn her?
Maren: Nej, det har jeg ikke. For da vi lagt el her, så fik .. så kom skorstenen da ned og..
(Naboen kommer forbi og går igen)
Maren: Hun er sån en rar dame. Det er hun. Der er ikke en dag, hun ikke er inde at se, om jeg er her.. og hvordan jeg har det.. Det har så meget at sige.Og hun ka jo ikke undvære dette her ovre. Det er mærkeligt, hun kom helt nede fra Tyskland.
Anne: Det vil sige, du ser faktisk mange af dine naboer?
Maren: Jamen det har jeg jo.. dem ser jeg hver dag. Og det er jo altid rart. Så.. Vi tænker jo ikke på det mere. Vi skal jo vænne os til..
Anne: Men det er jo ikke alle, der har sån et fint naboskab
Maren: Nej. nej nej.. Derfor ka vi jo alligevel ikke forstå, at de stikker fra øen sån.. Det er igen det her.. deres børn.. nu min søns, altså mine børnebørn, jamen de har jo slet ikke nogensinde været her.. slet ikke.. det vil de heller ikke.
Anne: De ville heller ikke hvis der var arbejde?
Maren: Nej, men ellers så ku den ene da overtage gården dernede, nej men altså han er slet ikke landmand, han er tømrer, og.. nej! Det ..nej! Og min datter, hun bor i Jylland, så.. De har forretning.. så hun ... ok..tænk hun siger osse, når hun kommer herover, hun kender ikke folk!

Da jeg talte med Maren første gang, fik jeg indtryk af, at hun syntes, jeg var dum. Fordi jeg ikke rigtig forstod hende. Og det var også svært. Marens snak er springende, ofte henvisende til geografiske steder, jeg ikke kendte, personer, hun ikke præsenterede eller forklarede nærmere om, eller hun talte i halve sætninger, som hun ikke fuldendte. Hvis jeg spurgte nærmere til stedlige eller personlige detaljer, blev hun let irriteret på mig. Det gør jeg ikke i starten af samtalen, i dette stykke, men prøver blot at følge med i hendes emnespring med uddybende spørgsmål. Samtalen giver indtryk af, at Maren er uvant med at tale med ikke- øboer; hun tager for givet, at jeg kender til, og forstår hendes verden, skønt hun samtidig er bevidst om at jeg er "en anden", det kaldte vi det jo dengang, siger hun for at lære mig noget om fortiden, jeg ikke ved.

Tilsyneladende er det ren snik-snak; hverdagslig samtale, der ses i dette interviewudsnit. Men efter at have lavet en analyse af særlige betydningsmarkører i sproget hos oldemødre på øen, har jeg opdaget, at alt, hvad Maren siger i denne meget springende interviewbid, har dyb betydning for hendes identitet og kulturelle tilhørsforhold til øen og dens indbyggere. Men for at forstå dette, er det nødvendigt først at lave en grundig kulturundersøgelse; det vil sige at sætte sig godt ind i de ældre kvinders liv ved hjælp af interview, og bagefter er det de sproglige markører, der metodisk giver mig mulighed for at "åbne" indholdet for fortolkning og udføre en betydningsanalyse. Det vil jeg vende til bage til, efter at vi har kigget på et par citater fra mine møder med de andre oldemødrene.

Der er visse særlige udtryk, som de ældre kvinder på øen ofte anvender. Et af de mest benyttede talemåder er "sån er det bare", eller "sån var det bare". Det er et eksempel på en sproglig modsætning, en markør for kulturel implikation, som jeg som udenforstående ikke har mulighed for at forstå på samme måde, som de selv indbyrdes forstår det. Men af samme årsag er det en markør, jeg kan opdage, og dermed begynde at fortolke på. Hvad mener de egentlig, når de siger "sån var det bare"?

Sigrid var 71 år, da vi talte sammen første gang. Samtalen handlede først om hendes have og grøntsager, inden hun fortalte mig, at hendes forældre begge døde, da hun var lille, og hun voksede op sammen med sin farfar og mormor. Dette citat er derfor fra side 3 i min båndudskrift.

Anne: Var det ikke hårdt for jer? (at blive forældreløse)
Sigrid: JO. Men det var vi jo vant til. Vi var jo vant til, at når vi kom hjem fra skole, så skulle vi ud og arbejde. Vi skulle ud at bestille noget. Vi ku jo ikke gå hjemme og.. og kigge. Vi skulle ud at hjælpe på en gård ved siden af.
Anne: På en anden gård? For at tjene penge?
Sigrid: Ja ja. Nej penge fik vi skam ikke!(latter). Det gjorde vi ikke!
Anne: Hvad fik I så, hvorfor..
Sigrid: Ingenting. Jamen, det brugtes ikke dengang der. Det var bare en.. ja hvad skal jeg sige, sån var det bare, at vi sku på arbejde. Når vi kom hjem. Det var i roer og det var i høst og det var kartofler og det med tærskning og på den måde der, men eh.. det var vi jo så osse vant til, ikke.
Anne: Så der var ikke så meget tid til at lege?
Sigrid: Nej det var der ikke. Men vi havde jo heller ingen legetøj eller nogetsomhelst, for det var der ingen penge til jo. Så det eh.. Men hvad, det kom vi jo osse igennem jo. Når jeg så sku til at begynde at gå til præst, så sku jeg gå fra [den anden ende af øen] og herned til præsten. Og der var ingen dæmning. Så der måtte vi af med strømperne, og så cyklen henover skulderen, så gik vi over derude.
Anne: Hvad om vinteren så?
Sigrid: Jamen det gjorde vi da om vinteren! Men vi var aldrig syge, vi må ha været så hærdet.. så..(latter) Jeg ka da ikke mindes at vi var syge andet end som børnesygdomme, som alle de har i dag.
(min understregning)

Her er det tydeligt, at Sigrid er bevidst om min "andethed" som fremmed og repræsentant for en anden kultur. Hendes beretninger om det barske liv kommer nærmest i remseform ved indledningen til vores bekendtskab; hvor højdepunkterne om det hårde arbejde, legetøjet og turen gennem vandet om vinteren med bare tæer er trukket frem og finpudset ved mange fortællinger. Jeg har selv historierne på bånd flere steder, og havde også det held at høre hende fortælle det samme til en tilflytter ved en samtale i hendes hus.

Budskabet er, at livet er hårdt, men det hærder, og når Sigrid tager stilling til forholdene i dag, er hun tilbøjelig til at dømme ud fra dette udgangspunkt. Kulturelle normer for exempel for børneopdragelse eller arbejdsmoral har ændret sig, og "sån var det bare" kommer da til at repræsentere fakta fra det virkelige liv i gamle dage; en barsk tilværelse som på mange måder står i modsætning til de vilkår, mennesker har i dag. Netop fordi hendes egen historie er specielt barsk i forhold til almindelige barndomshistorier, bliver det dén, hun skaber sin identitet rundt om; det er her, hun har noget særligt at fortælle, og det er denne position, hun er vant til at lægge frem for sig i mødet med fremmede. "Sån var det bare" bliver hendes personligt baserede argument for, at virkeligheden ikke nødvendigvis ser ud, som nutidens mennesker opfatter den. Hun fremlægger dette argument systematisk og drevent over for mig, fordi jeg repræsenterer en kultur af yngre ikke- øboer, nutidens moderne mennesker, som efter hendes mening har det lidt for let og lever lidt for godt.

Emma er 87 og den eneste af de tre ældre kvinder, der ikke er enke. Vi starter med at tale om TV, da jeg besøger hende første gang.

Emma: Ja, jeg ka nok se, at dem der sidder inde, de er meget glade for deres fjernsyn! Og jeg ka osse godt li fjernsyn. Men jeg er ikke så meget, at jeg mener.. at det er det helt store. Og vi havde det hyggeligere, førend vi fik fjernsyn. Dengang fjernsynet kom, jeg kan da huske dengang min mand han var så sur dengang, at nu ska de se, hvad der er i fjernsynet! Og og sån er det bare. Og dengang da ku .. så gik døren op, og så kom der nogen af ens venner ind, og .. serverede en kop kaffe, og de fik ikke andet hele aftenen, og så hyggede de sig enten de spillede kort eller de snakkede sammen.. eller de.. det er der jo aldrig noget med nu! Der kommer jo ikke noget, - ja nu regner jeg ikke med at vi gamle, vi er jo ikke så interessante men .. det ka jeg høre, det gør det heller ikke ved de andre - de skal inviteres! Der er altså ikke det forhold, som der var. For da var det jo sån, at folk kom hinanden mere ved .. eller sån set lissom en stor familie, jo.
(min understregning)

Her bruger Emma talemåden "sån er det bare" nærmest som en resignerende konstatering af, at nu er fjernsynet der, og det er der ikke noget at gøre ved. Det er umuligt at lave om på noget, selvom det var bedre før. Samtidig er hendes valg af samtaleemne også udtryk for, at hun er bevidst om min tilstedeværelse som en fremmed, der repræsenterer en anden kultur.

Også Emma indleder vores møde med at trække en streg mellem os ved hjælp af argumentet fra den personlige erfaring. "Sån er det bare" er nemlig ikke bare resigneret konstatering af tingenes tilstand, men også berettet holdning til forskellen mellem før og nu, og mellem den status man har som ung og gammel. Det var bedre før i tiden; folk kom hinanden mere ved, det gør de ikke mere, og sån er det bare. I Emmas tilfælde er det ikke så meget det barske liv, der fremhæves, som hos Sigrid, men mere det hyggelige liv, og den større menneskelighed før.

Man kunne fristes til at sige, at Sigrid og Emma udtrykker modsatte holdninger, når de anvender udtrykket "sån var/er det bare", men det er ikke så enkelt. Betydningsmarkører kan i høj grad være komplekse. På det konkrete plan kan en barsk tilværelse sagtens rumme en større fællesskabsfølelse. På et mere abstrakt plan giver begge kvinder ved hjælp af denne specifikke talemåde udtryk for, at de har en kompetance via deres erfaring fra tidligere tider, som gør dem i stand til at sætte nutiden i perspektiv på en anden måde, end yngre mennesker kan. De modstiller sig til nutidens yngre mennesker; modernitetens vilkår har ikke været en del af deres tilværelse på øen, og på den måde bliver jeg eksponent for den dikotome kultur med andre værdier.

Året efter kom jeg tilbage og talte blandt andet med Maren, som nu var blevet 88 år. Det første, Maren fortalte mig, var om en tur, hun havde været på med sin familie. De havde besøgt et museum med gamle maskiner.

Maren: Vi var afsted engang, og så siger de.. "nu ska vi rigtig ind og se nogen gamle maskiner og sån noget". -Der var jo ingen af maskinerne, jeg ikke havde kendt! Det var ikke noget for mig, jo!
Men så de unge: "Neeej, har I virkelig brugt sån nogen?" Men ja, men siger jeg, men sån har vi da gjort. Sån er det bare. (latter)
(min understregning)

Det første år, jeg snakkede med Maren, havde hun, ligesom de andre oldemødre, konstrueret en modstilling mellem mig og hende som repræsentanter for forskellige kulturer. Hun talte indforstået til mig i ø-jargon, så jeg følte mig lidt dum, da jeg interviewede Maren første gang. Selvom kvinderne sådan set havde været søde og gæstfrie mod mig fra starten, kunne jeg mærke efterhånden, som jeg lærte dem bedre at kende, at de satte pris på, at jeg gad at lytte til dem. -Jeg forstod også bedre, hvad de snakkede om, efterhånden som jeg lærte steder, personer og beretninger at kende, og har sikkert ikke spurgt ligeså dumt som i starten.

I citatet repræsenerer "sån er det bare" den viden og kompetance, de ældre kvinder har fra gamle dage i forhold til nutidens yngre, altså en modstilling. Men her, ved vores møde det andet år, er det ikke mig, der er symbolet på modkulturen i fortællingen, men derimod Marens børn og børnebørn. Normalt fortæller Maren gerne om, hvordan det var før i tiden. Men ikke i den berettede situation, hvor børn og børnebørn ellers spørger nysgerrigt. Normalt gider de ikke høre på hendes fortællinger. De er måske blevet nysgerrige, fordi det er gået op for dem, at deres bedstemors livshistorie er så "gammeldags" at den er kommet på museum, og det kan i sig selv medvirke til en pludselig interesse.

Men Maren vil ikke fortælle. Hun er ikke interesseret i at blive et museumsobjekt. Når hun fortæller om sit liv og gamle dage, er det ikke for at italesættelse en eksotisering af sin person. Hun gør det ikke for at gøre sig bemærket og anderledes i forhold til nutiden. Når hun fortæller om gamle dage er det fordi hun identificerer sig med denne tid; hun prøver at fastholde værdier fra dengang, ligesom Sigrid og Emma gør, når de fortæller om datidens værdier og den kultur, de selv står for; en uddøende kultur.

Alle kvinderne fortæller en historie om et liv, som var bedre før. Af forskellige årsager; affolkningen af landdistrikterne, modernitetens indtog og de mange kulturelle ændringer, dette har affødt. Belægget for denne historie er deres personlige erfaring, og hjemlen er "sån er det bare".

Os, der ikke har levet før, har ikke mulighed for at dømme, om det vitterlig var bedre dengang. Men vi kan også spørge, om der kan være andre grunde til, at oldemødrene på øen fortæller historien på den måde, de gør. Spørgsmålet er, hvorfor det er så vigtigt for dem at fremhæve deres holdninger og erfaringer med særligt betydningsmarkerede talemåder?
"Sån er det bare!" Det siger man som regel, når nogen ikke tror på, hvad man siger. - Eller ikke anerkender indholdet i det sagte.
Det kaldes indenfor argumentationsteori en "sandsynlighedsmarkør", ligesom "jo" og "da"; småord, som oldemødrene bruger ustandselig i deres udsagn. Sandsynlighedsmarkører bruger man, når der skal noget særligt til for at overbevise samtalepartneren. Når samtalepartneren ikke tror på, eller ikke gider lytte til en. Man kunne osse sige; når samtalepartneren ikke opfatter den talende som ligeværdig person, men som én med lavere status end sig selv.

Når oldemødrenes samtalepartnere ikke er hinanden, er det deres yngre familie, som næsten alle er flyttet fra øen. Fraflytterne har fået helt andre livsvilkår, end oldemødrene har levet efter i det traditionelle landbrugssamfund. Familien kommer altså til at repræsentere den "anden" kultur; det moderne, det urbane, det unge eller hvad denne "anden" kultur ellers kan implikere efter de ældres mening.

Og tilsyneladende har disse yngre og midaldrende personer givet udtryk for, at de ikke gider lytte på oldemødrenes fortællinger fra gamle dage. Med god grund. Fortællingerne er nemlig både et et angreb og et forsvar. Et angreb mod moderniteten; de yngre familiemedlemmer, det liv de lever og den verden, de tror på. Disse yngre familiemedlemmer har brudt traditionen med slægts- og arbejdsfællesskab omkring landbrug og fiskeri på en lille ø; er flyttet bort og har efterladt deres ældste familiemedlemmer som sidste repræsentanter af en lang slægtsrække på øen, sidste repræsentanter for en døende kultur. Et forsvar for oldemødrenes egen identitet og truede kultur. Disse fortællinger er ikke bare en nostalgisk flair for fortiden, men tværtimod et livsvigtigt greb for at bevare værdigheden i en modernitets- og postmodernitetskultur, som ikke forstår eller ikke anerkender de ældre kvinder på øen.

"Sån var det bare" bliver for oldemødrene på øen et fælles, verbalt våben i kampen mellem to kulturer. De to kulturer er begge kulturelle konstruktioner, som har mange implikationer hver især, men når vi tænker i kategorier, simplificerer vi forholdene, og det betyder desværre også, at det bliver sværere at mødes og forstå hinanden; at finde fælles overenskomster for samvær og respekt. Den sproglige magtkamp bliver en nødvendig, ond cirkel; for at beskytte sig selv og dermed anklage de andre. "De andre" opfattes som en firkantet kasse, skønt det er svært at finde de rammer, der danner væggen mod verden. De implicerede fra øen tænker måske ikke i kategorien generationer, men derimod i alder; og det vil sige, at kampen i deres øjne står mellem gamle og alle de andre. For dem bliver de specifikke sproglige udtryk et redskab til at holde stand mod det, der virker som kulturel udstødelse på grund af høj alder.

Jeg vil nu vende tilbage til min allerførste samtale med Maren. Jeg var lige kommet til øen, havde talt med én kvinde dagen før, nemlig Sigrid. Som tidligere nævnt kunne jeg ikke helt følge indholdet i Marens snak, men lod hende føre retningen på vores samtale, som derfor bliver dagligdags, omend springende. Men forståelsen for dens meningsfuldhed har jeg først opnået efter analysen af de sproglige betydningsmarkører blandt oldemødre på den lille ø.

Anne: Dig og Emma og Anna; har I kendt hinanden lige siden I var børn så?
Maren: Ja.
Anne: I er alle tre vokset op her?
Maren: Ja. Vi er øboere!
Det at være øbo symboliserer for Maren og de øvrige oldemødre noget ganske særligt, nemlig at de tilhører den samme kultur med de samme værdier. Øen bliver så at sige en fysisk afgrænsning om den kulturelle kategori.

(fortsat)
Maren: Jeg er nede fra den gård dernede. Min søn han arbejder inde [på fastlandet] og det gør hans kone og.. hun arbejder på sygehuset.

Gården "dernede" har været slægtsgård i mange generationer. Her er Maren vokset op. Hun selv har boet i et lille hus overfor, siden hun blev gift med sin mand som 20-årig, men hendes ældste søn overtog slægtsgården efter hendes forældre. Imidlertid er han flyttet til fastlandet (som alle andre yngre personer). Hendes tankerække går naturligt fra gården til sønnen og hans arbejde på fastlandet, fordi det ikke var sådan, Maren kunne tænke sig, det skulle være. Når man har en gård, skal man arbejde på den, når man kommer fra øen,skal man bliver der.

Maren: Så de er her kun i weekender, sån.
Anne: Men de har gården alligevel?
Maren: Ja, men de har jo ingen dyr.

Det, at de ingen dyr har, symboliserer den "fejl", at det ikke er en rigtig gård. Det er kun et sommerhus nu, og det er også budskabet i det følgende:

Maren: Og så havde jeg en bror, der boede her i det lille hus, du kommer forbi her. Da han døde, så havde de altså,.. de havde købt det hus, og det har de så.. ja pyntet op eller gjort ved.. og nu bor der altså feriegæster i det.
Anne: Nu lejer de det ud?

Det er ikke bare en ærgerlig udvikling, at gården ikke fungerer som rigtig gård mere, men som sommerhus; det er imidlertid også tilfældet for et andet lille hus, som ligger ved siden af Marens hus. Det har tilhørt Marens bror, men nu har sønnen også overtaget det og lavet det til udlejningssommerhus. Hvor der før har været en familieklan af fælleshuse omkring hinanden med mange mennesker samlet fra samme slægt, sidder Maren nu tilbage som den sidste og kan se ud af sine vinduer på ukendte personer, som ferierer i disse huse. - Hun får tilsyneladende ikke nogle informationer af sin søn om, hvem der kommer, eller hvad der sker med husene.

Maren: Ja. Jeg ku da se, der var nogen herinde.. Så jeg syns egentlig det er sån en lille kønt hus, når vi ser på gamle huse.

Det kønne på øen er af stor betydning for de ældre øboer. Når Maren nævner dette, taler hun i første person flertal; "vi", hvilket undertreger, at dette er noget, der er almen enighed om, blandt de gamle på øen. Det kønne repræsenterer nemlig på et ydre plan de værdier, de værdsætter fra fortiden; det gammeldags, det hyggeligt, det omstændelige. Deres livsløb og erindringer afspejles i de gamle huse, som har været beboet af folk, man kendte, og deres slægt i mange år, og hele indtrykket af øen som et kønt og gammeldags betyder derfor meget for oldemødrene. Man kan tale om implikationen af den kulturelle kategori, som øens fysiske rammer danner.

Anne: Så har du din søn tæt på egentlig.
Maren: Ja når han er her. (latter) Ja når han er her! Ja, du var jo ovre ved Sigrid i går. Det er jo min svigerinde.

Min egen uvidenhed afspejles i mine spørgsmål! Her træder jeg lige ind i fjendskabet mellem Maren og hendes ældste søn, som hun ikke har afsløret, men hendes association til Sigrid, hendes svigerinde, afslører, at hun tror, at Sigrid har fortalt mig om dette. Men det har hun ikke, og derfor forstår jeg ikke, hvad det er, der får Maren til at le, når vi taler om hendes søn:

Anne: Ja, I ser jo osse noget til hinanden.
Maren: Ja hun er jo fra [den anden ende af øen], så hun har jo været her altid.. men eh.. Emma og Anna og jeg vi er..barnefødt herovre så.. vi er øboer!
Anne: Kalder I det øboer når I kommer fra [den her ende af øen] men ikke fra [den anden]?
Maren: Jo, vi er øboere alle sammen. Men da var det mere en ø for sig, [derovre]. Før at dæmningen blev lavet.

Øen og dens afgrænsning har virkelig stor betydning. Så stor, at Sigrid, der har været Marens nabo og svigerinde i 50 år, alligevel ikke helt regnes som samme slags "rigtig" øbo, fordi hun oprindelig kom fra den anden ende af øen. I 1937 blev der bygget en dæmning mellem de to ø-halvdele, som nogle gange var afskåret fra hinanden af vand, men øen har altid fremtrådt som én ø på kortet. Ikke desto mindre giver opdelingen anledning til skelnen mellem folk og i deres lille mikro-kultur.

Maren: Men vi har dog haft mejeri i [den anden ende] - og købmand. Og her har vi haft mejeri og to købmænd!
Anne: Det er utroligt!
Maren: Ja, er det ikke utroligt? Og i dag ka der dårligt leve en købmand her.

Sammenligningen mellem gamle dage og nutiden symboliserer det liv, der var engang og den affolkning, der er sket. I 1960 var der godt 300 mennesker på øen, i 1991 var der omkring 100.

Maren: Men det ka vi jo egentlig godt forstå,,.. gamle mennesker skal jo ikke bruge det.. førhen var der jo folk på gårdene, de sku jo bruge meget mere i husene og med alting for det de arbejdede jo, og...
Anne: Ja og så har der været flere mennesker?

Affolkningen har betydet, at det er gamle mennesker, der bliver tilbage på øen; og de har, som Maren siger, ikke de samme behov, som arbejdende folk. Men hun siger dermed også, at øen ikke er det produktivitetssted, som det var engang, i lighed med bemærkningen om, at der ikke er dyr på gården ovenfor.

Maren: Ja, det var der jo. Da var de.. vores gamle bedsteforældre, de blev osse på gårdene, ikke, så der var min far og mor og der var karl og pige.. og vi var jo mange, til bords. (latter)
Anne: Var det derovre, hvor du blev født?

Maren associerer selv videre til sin barndom og opvækst på øen, dengang der var mennesker, produktions- og slægtsfællesskab, dengang bedsteforældre boede på gården sammen med forældre og børn. Dette er en stor modsætning til Marens liv i dag, hvor hun er den sidste tilbage fra slægten på øen, den sidste repræsentant for den døende kultur. Hun sidder alene i sit hus, spiser alene ved sit køkkenbord, hvorfra hun gennem vinduet kan se over på den gamle slægtsgård, som engang rummede liv og slægtsskab, nu kun feriegæster og i weekenderne måske sønnen og hans kone. "Vi var jo mange til bords.." bliver en betydningsfuld metafor for det liv, der var engang, men ikke er der mere.

Maren: Det var herinde.
Anne: Er det ikke en stor gård?
Maren: Der er bygninger nok, men det er ingen stor gård. Det har det jo aldrig været. Men det mente vi jo før, at der var nok af det, ikke. I dag ska de jo ha en grusom masse, for at kalde det en stor gård.

Maren kommer igen ind på modstillingen mellem fortid og nutid, denne gang i temaet materialisme og forbrug. Når hun anvender det hyberbole udtryk "en grusom masse" er det også en markør for særlig betydning; nemlig at nutidens materialisme har erstattet det større fællesskab og medmenneskelighed tidligere. I Marens barndom var hendes slægtsgård en af øens større gårde, og er stadig - som den nu fremtræder som lyst-gård - en meget smuk og velholdt, gammel landbrugsejendom.

Anne: Hvor meget jord har der hørt til da du var barn?
Maren: Der var vel en 24-25 tønder land. Det kaldte vi det jo dengang. Mere var det jo ikke. Men dette her, hvor jeg bor, der var vi jo kun 9 tønder land! Og det ku vi osse leve af, vi havde dog 3 børn! så det.. Men så var det altså vi havde krigen, og da kom min mand hen og skar tørv. Da måtte vi jo se at få noget af fyre ved. Og da tjente han jo lidt ved siden af. Det var i [den anden ende af øen]. Der var sån nogle store tørvemoser. Hvor de gravede tørv.

Efter at Maren blev gift måtte hun og hendes mand flytte ind på et lille husmandsbrug over for slægtsgården. Her var forholdene langt ringere, end hun havde været vant til i sin barndom, og nu kommer hun i beretningen til at tænke på, hvor hårdt livet har været, hvilket umiddelbart får hende til at tænke på den værste tid, under krigen. Dette er parallelt til Sigrids beretning, hvor det værste bliver trukket frem som dokumentation for, at livet ikke altid er så let, som vi tror i dag. Samtidig er det endnu en tilkendegivelse af, at Maren opfatter mig som repræsentant for en udenforstående kultur; den "anden".

Anne: Så han ku sælge af det?
Maren: Nej, det var til øens beboere jo. At folk de ku få noget at fyre med. Det var jo ikke så godt (fnis) men eh.. det brugte vi jo, vi havde jo kakkelovn.. Vi havde jo da ikke den her hvide-kolde varme, de har i dag, jeg ku såmænd godt li den hyggevarme fra en kakkelov, det er en egen atmosfære.
Anne: Men du har ikke en kakkelovn her?
Maren: Nej, det har jeg ikke. For da vi lagt el her, så fik .. så kom skorstenen da ned og..

At tale om varmen leder uvilkårligt Maren til at tænke på kakkelovnen fra hendes barndomshjem. Kakkelovnen er en metafor, som går igen flere steder i hendes tale iøvrigt, og som den er præsenteret her med den metaforiske beskrivelse "hvide-kolde varme" angives det dybe betydningsniveau. Hun bruger igen modstillingen mellem før og nu, og kakkelovnen og dens varme-form kommer til at symbolisere fællesskabet omkring den hyggelige varme før i tiden i modsætning til ensomheden og de hvide elradiatorer i dag.

(Naboen kommer forbi og går igen)
Maren: Hun er sån en rar dame. Det er hun. Der er ikke en dag, hun ikke er inde at se, om jeg er her.. og hvordan jeg har det.. Det har så meget at sige. Og hun ka jo ikke undvære dette her ovre. Det er mærkeligt, hun kom helt nede fra Tyskland.
Anne: Det vil sige, du ser faktisk mange af dine naboer?
Maren: Jamen det har jeg jo.. dem ser jeg hver dag. Og det er jo altid rart. Så.. Vi tænker jo ikke på det mere. Vi skal jo vænne os til..

Maren er på mange måder en heldig, gammel kone. Hun ser sine naboer hver dag, både den tyske kvinde og sin svigerinde Sigrid. Hendes ensomhed er relativ, set i forhold til den tradition, hun kommer fra, hvor slægten var dem, man delte livet med, ikke bare naboerne. Men mens vi taler om den søde nabo og det, der er rart, begynder Maren her i citatet pludselig at tale om noget, hun ikke ønsker at tænke på mere; noget, der ikke er rart...? Jeg forstår ikke hendes tankeassociation, men taler videre om det gode naboskab:

Anne: Men det er jo ikke alle, der har sån et fint naboskab
Maren: Nej. nej nej.. Derfor ka vi jo alligevel ikke forstå, at de stikker fra øen sån.. Det er igen det her.. deres børn.. nu min søns, altså mine børnebørn, jamen de har jo slet ikke nogensinde været her.. slet ikke.. det vil de heller ikke.
Anne: De ville heller ikke hvis der var arbejde?
Maren: Nej, men ellers så ku den ene da overtage gården dernede, nej men altså han er slet ikke landmand, han er tømrer, og.. nej! Det ..nej! Og min datter, hun bor i Jylland, så.. De har forretning.. så hun ... ok..tænk hun siger osse, når hun kommer herover, hun kender ikke folk!

Marens tanker er gået i modstilling, når hun tænker på sin søde nabo, som ovenikøbet kommer langvejs fra, mens hendes egne børn, der immervæk er født på øen som hun selv, er rejst bort. Det var med dem hun burde have haft kontakt hver dag. Savnet og svigtet kan aflæses i hendes ordvalg: "de stikker fra øen sån...". Et metaforisk udtryk, som nærmer sig en dansk talemåde: "at stikke af", der betyder at løbe fra sit ansvar eller noget andet, man burde være blevet ved. Det er dette afsavn, der fylder hendes liv, og det kommer da også til udtryk i det videre citat, når hun siger, at børnene ikke har været på øen nogensinde. Det er nemlig en overdrivelse; da sønnen boede på gården, mens børnene var små, men senere fraflyttede. Men for Maren opfattes det sådan, at når de ikke er der nu, og ikke ønsker at komme der, så har de aldrig været der. Og datteren, som bor i Jylland, bliver også et symbol for Marens følelse af svigt, for når hun siger, at datteren ikke kender folk på øen, så svarer det til, at datteren ikke længere forstår livet på øen, Marens liv og kultur, Maren selv.

Det viser sig, at sproget er midlet gennem hvilket fælles betydningsdannelse og kulturelt fællesskab lader sig aflæse ved hjælp af en fortolkende analyse af særlige udtryk; stilistiske betydningsmarkører.

Og sån er det bare!

Anne Leonora Blaakilde
Gerontologisk Institut
Aurehøjvej 24
DK-2900 Hellerup
e-mail:Geroinst@inet.uni-c.dk